Harzen
Af Lars Peter Otte
Klokken var lidt i fem onsdag aften den 24.maj, da jeg ankom til Byggebjerg i silende regn for at mødes med 20 andre entusiastiske cykelryttere, som var villige til at hive 3-4 dage ud af kalenderen for at tage til Harzen og prøve kræfter med det noget kuperede terræn. Nogle havde endda fået overtalt konen til at tage med. Måske i håbet om at få en omgang massage efter en hård dag på cyklen.
I regn og blæst fik vi pakket både bagagen og ikke mindst cyklerne, og foran os ventede der cirka 5-6 timers kørsel. En køretur, der blev lidt mere dramatisk end ønsket. Først gik formandens vinduesvisker i stykker, og lidt senere havde vi nær tabt Ellen-revisors cykel midt på den tyske Autobahn. Jeg havde fornøjelsen af at sidde på bagsædet sammen med Ellen, og ud af bagruden kunne vi se at cyklen alene hang i forgaflen, nærmest slæbende efter traileren. På trods af dette udviste Ellen dog en utrolig ro, og på den nærmeste rasteplads kunne vi også ved selvsyn konstatere, at cyklen heldigvis kun havde fået et par overfladiske skræmmer. Herefter forløb køreturen planmæssigt og omkring kl.23.30 var vi fremme i Braunlage.
Næste morgen vågnede jeg forventningsfuldt og med lidt sommerfugl i maven lidt i otte. Glæden ved for første gang at skulle ud prøve kræfter i et bjergrigt terræn var mærkbart. Uheldigvis var vejrguderne ikke helt med os, så tålmodigheden blev så sat på prøve indtil kl.13, hvor det begyndte at klare op. Men herefter skal jeg lige love for, at jeg fik min lyst styret. Knap havde vi fået sat skoene i ”klik”, før den første seriøse stigning ventede os. Men det gode ved at det går op, er jo som bekendt at det på et tidspunkt også går ned, således også i Harzen. De næste 70 km gik det så over stok og sten. Det var her man fik glæde af de sure træningsture i løbet af vinteren. Men på trods af hård vintertræning ebbede kræfterne ud til sidst. Da vi endelig var hjemme, gik det for alvor op for mig, hvorfor mændene havde taget deres koner med. Socialt bidrog de med højt humør og stemning, når vi mænd sad og hang lidt. Men derudover var de nogle rigtig gode samaritter. Der manglede bestemt ikke noget. Heller ikke på bekymrende spørgsmål om ens helbredstilstand, når man så lidt brugt ud. Tak for det.
På dag 2 var der arrangeret træning og socialt samvær med Horsens Cykelklub. Vi lagde ud med en bjergenkeltstart op ad Wurm-Berg. En skrap stigning over 4,9 km. Klubbens ære stod på spil, men vores triumfkort (Bjarke) svigtede naturligvis ikke og løb fortjent med sejren. De fleste havde dog en god tur op. Herefter gik turen op mod de endnu højere luftlag. 1142 meter over vandoverfladen befinder turistmålet Brocken sig. Flere gange på vej op tænkte jeg på det gamle mundheld: ”Tro kan flytte bjerg”. Men uanset hvad jeg troede på, var der ikke andet at gøre end at bide smerten i sig, men så steg troen på egne evner også i takt med stigningsprocenterne. Sikke en herlig følelse, da jeg nåede toppen. Det blev bogstavelig talt turens højdepunkt for mit vedkommende.
Om aftenen var vennerne fra Horsens inviteret til fælles spisning og hygge på vort hotel. Mens jeg fredfyldt sad i hyggeligt samvær og nød en øl, havde jeg nær fået øllen i den gale hals. Ud af ingenting sprang formanden frem i en æggedeler (underforstået stramme badebukser), som en anden Troels Trier og sammen med Rebecca Brüel alias Fru Frikke fik den på alle tangenter med sangen ”Rekreation” (Forår igen! Redaktionen). Senere kom klubbens egen medrejsende band på scenen, dansegulvet blev ryddet og så var den fest ligesom sat i gang. Alle så ud til at ha´ en fornøjelig aften.
Tredje dag var lig hjemrejse dag for nogle heri blandt mig selv. Men inden jeg kunne lade mig transportere hjem med god samvittighed, var der lige en cykeltur på små 100 km, der skulle gennemføres. Ellen, Kjeld og K.I. var forfremmet til ”1. holdet” med Nicolaj som kaptajn. Sammen havde vi en rigtig god tur, men som det er de fleste bekendt, så kan klubbens Benjamin jo aldrig få nok. Så da vi kunne spejde målstregen, så syntes Nicolaj lige, han ville tage mig ud på en æresrunde, ganske uvidende om at der få kilometer forude, ventede os et sandt uvejr med regn, blæst og ikke mindst hagl på størrelse med snebolde.
Men vejret skal dog ikke ødelægge helhedsindtrykket af en rigtig god tur. Glæder mig allerede til næste tur.
Tak til Alle for en rigtig god tur.
